Dengang jeg var ung, der havde man den opfattelse at kunst, det skulle man have. Og det var også noget, man skulle fremme. Men det er det jo ikke i dag. Kunstner, så er du nasserøv ikke? Hvis ikke du, som ung, slet ikke kan tjene en milliard, ikke? Og det kan vi ikke alle sammen.
Se interviewet på video her
Læs interviewet nedenfor:
Af Lars Christian Kræmmer, january, 2016
Velkommen til Jeff Ibbo, som er billedkunstner og maler og har lavet artmoney i rigtigt mange år.
Udsigt fra et af de tre rum, som vender ud mod gaden. Jeff Ibbo er bl.a. kendt for sine lerskulpturer formet efter levende modeller. De står udstillet i vinduet samt rundt omkring i hele lejligheden.
Jeg kom herned i Jeffs og Grethes hjem for at spørge lidt ind til dig, og hvem du er, og hvad du laver. Så jeg vil prøve med nogle formelle spørgsmål først.
Hvornår er du egentlig født?
I februar, 1941. Jeg har snart 75 års fødselsdag.
Hvor er du født henne?
Copenhagen, Denmark. Vi boede på Kronprinsessegade, da jeg var dreng. Indtil 1946, hvor vi kom ud i Ordrup. Og der boede jeg i en ejendom på 3. Sal og gik i Grønnevænge Skole. Og så flyttede vi til Holte i 1952, hvor min far kunne få statslån til at købe et enderækkehus. Min skolevej var Dronninggårds Alle, hvor alle de rige boede. Men de der rækkehuse, det var jo den beskedne ende af Holte. Det var ikke de fattige, men det var heller ikke de rige. Men jeg gik sammen med de riges børn i Holte Gymnasium.
Så du blev et dannet menneske?
Så jeg er et dannet menneske.
Hvornår fandt du ud af, at du skulle være billedkunstner?
Det gjorde jeg dengang jeg fik valget om jeg ville i gymnasiet eller om jeg ville i lære som håndværksmager. Fordi jeg havde altid det der med at tegne meget i skolen. Men det var mere tegning end maling. Men jeg var også god til at male. For vi havde en Alexander Klingspor der, der selv var maler. Han underviste os i, hvordan vi kunne male på store stykker papir med limfarve, og det var ret spændende. Og han syntes, at jeg var god, da jeg var 13-14 år. Det syntes han så ikke, da jeg kom tilbage til ham, da jeg var 20 eller 22 år. ”Du ville nok ønske, du var ligeså god, som da du gik i skole,” sagde han. Men han hjalp mig med at komme på akademiet. Han sagde, ”Du skal komme med en masse tegninger.”
Gik du på kunstakademiet i København?
Ja. Jeg kom ind i 1964. Det var fordi jeg gik hos ham. Han hjalp mig med, hvad jeg skulle sende ind.
Har du arbejdet med kunst lige siden?
Ja. Bortset fra to måneder på et kollektiv, hvor jeg ikke malede. Det var et chok for mig ikke at male, så det har jeg aldrig gentaget siden. Det var hvor noget med at vi alle skulle arbejde. Det var et Maoistisk, Marxistisk, Leninistisk kollektiv der på Langeland. Alle skulle jo arbejde og biddrage. Og vores børn, det var også dine børn.
Var du politisk engageret?
Ja, nej, egentlig ikke. Jeg var jo på venstrefløjen. Jeg var med til at demonstrere mod politiet og kom i spjældet fordi jeg ikke betalte bøden. Det var noget der hed Zenit. Det var sådan noget venstreorienteret. Fars drenge der ville gøre oprør. Det var der meget med dengang, jeg var ung. Det var velstillede børn, der skulle finde deres identitet dengang. Prøve stoffer og hvad det nu udviklede sig til. Men det var jo et oprør mod de der forældre, som var præget af krigen og nøjsomhed, men som havde skaffet det der velfærdssamfund i Danmark. Og så var det pludselig blevet kedeligt. Så var de ikke en kamp mere for velfærd eller for at overleve. Det var en kamp for at finde sig selv. At finde en ide med livet. Og presse verden. Det blev til alt muligt politisk og alt muligt, altså. Og prøve stoffer af. Og musik. De hvide overtog jo negernes rytmemusik. Kan man sige det? Negerne havde jo fundet en identitet i jazzen der, i mellemkrigstiden, og det kunne vi se var skide godt. Vi ville også have sådan noget. Og så kom The Rolling Stones, som var inspireret. Det er jo jazz i virkeligheden, men som hvide kan lave det. Peppet op med lidt Rock N Roll og Boogie Woogie og sådan noget. Det blev til Beat musikken. Og det var det helt store.
Nu er der så gået mange år siden du blev færdig på kunstakademiet…
Ja, men jeg gik der ikke så meget, for der var vi jo også i oprør inde på kunstakademiet. De der professorer der, de tilhørte jo en anden tid. De lod os gøre som vi næsten havde lyst til. Og dem der ikke gjorde det, de rendte rundt som sådan nogle…de lignede sådan nogle der var på et nervesanatorium eller sådan noget. Men der var nogle af os, vi var mere sådan tæt på. Vi ville have, at det skulle være mere nutidigt. Og det hele skulle være noget nyt. Og der var bevægelser, der ville engagere sig socialt også. Altså inde på akademiet. Den der nye form for kunst, den indebar, at man ikke kunne male og tegne, som jeg også gerne ville. Så der var en konflikt der.
Hvad var det for en stil du arbejdede i dengang?
Da jeg kom ind på akademiet, malede jeg sådan en gammeldags stil, ligesom ham der Klingspor havde lært mig. Sådan tungt og stofligt og figurativt og samtidig prøvede at få noget fortolkning og karakter. Og så gik det over i mere pop. Stærkere farver og enklere former. Faktisk kom jeg ret langt med det der erotik også. Enkle konturstreger og erotiske motiver og stærke farver. Sådan popkunst inspireret.
Over alt i lejligheden findes eksempler på de mange stilarter fra Jeff Ibbos karriere.
Har din stil ændret sig meget i løbet af din karriere?
Det var ret radikalt, den måde jeg pludselig malede på. Også kom på Kunstnernes Efterårsudstilling. Men det var også ret modsat akademiet, hvor de stadig malede ligesom Klingspor alle sammen. Så det var mit første opbrud. Men der kom jeg også ud i noget, hvor det blev, som Klingspor nogle gange sagde, problematikken er for lille. Altså de der farvede flader og enkle streger. Det er begrænset, hvor længe man kan kun lave dem. Og så var det, at jeg begyndte at falde tilbage. Sådan gradvist i klatter. Og begyndte og tage ud og male landskaber sådan fuldstændig som om det var Eckersberg eller sådan noget.
Hvad har drevet dit til at lave kunst? Kan du mærke, hvad der har været din inspiration?
Det er fordi, jeg nok ikke kunne klare livet, som det er. Og så er jeg nød til at have noget og sætte op. For at beskytte mig selv imod de der kendsgerninger man bliver bombarderet med. Og så for ligesom at skabe en verden, man kan holde ud at se på. Jeg tror ikke på kunstens revolutionerende kraft på den måde. Politisk. Men jeg tror på den som en nødvendighed alligevel. Mere for kunstnerens skyld, men også for dem som ser på det, selvfølgelig. De har også brug for at få noget noget, de kan hvile i eller drømme i eller gå ind i eller have det hyggeligt med eller glæde sig over. Man kan selvfølgelig også sige skræmmes over, men man bliver ikke skræmt over kunst mere. Det gør man ikke. Kunst er jo æstetik i bund og grund.
Hvad tror du i bund og grund er budskabet i et kunstværk? Er der et fælles budskab?
Det skal jo være at hylde livet. At fortælle noget sådan at man bliver glad for livet eller sådan noget. Det vil jeg tro. Man kan jo også fortælle noget grumt, og så siger folk, ja men så slemt er det jo heldigvis ikke i virkeligheden, og så bliver de jo glade over det.
Du er flytte sammen med Grethe og bor her på Frederiksberg.
Ja. Vi har mødt hinanden i en moden alder. Jeg var 53 og hun var 46. Jo, jeg synes det er en moden alder. Du er ikke engang 53 endnu, vel?
Nej. Ikke endnu. Så jeg har noget til gode. Men den tid jeg har kendt dig, har Grethe stort set også figureret. Jeg har set Jer tit arbejde sammen med kunst. Jeg har næsten set Jer som et kunstnerpar. I arbejder tit side om side og tager på rejser sammen og sådan noget. Hvordan fungere det? Er det godt for et forhold, at have den der fælles interesse?
Grethe er sådan en person, der er nem at have med at gøre. Så det fungere udmærket. Jeg ved ikke, hvordan jeg er, men altså. Jo, jeg tror efterhånden jeg er blevet nemmere på mine ældre dage. Da jeg var ung, der skældte jeg jo folk ud, hvis jeg syntes de var dumme, eller de sagde noget forkert. Jeg lagde ikke fingrene imellem. Jeg gjorde mig temmelig meget uvenner med mange mennesker på den tid. Men det gør jeg ikke mere. Det håber jeg da ikke, jeg gør mere!
Grethe og Jeffs hjem ligner en blanding af et bibliotek og et kunstmuseum med et menneskeligt islæt.
Hvis du skal sige et eller andet, som du har samlet op efter al den tid med kunst. Og sige det til måske nogen lidt yngre mennesker?
Ja. Man skal være glad for at man kan få lov til at lave kunst, vil jeg sige. Og det skal man holde fast i. Det er det vigtigste i øjeblikket. For du kan jo se de alternativer der bliver sat op med, hvordan man skal gøre sig fortjent til at få sin understøttelse og arbejde for samfundet. Og selvom du er uddannet, skal du tage en anden uddannelse der er dårligere. Og du skal gøre alt muligt. Der er en helt anden moral på vej. Dengang jeg var ung, der havde man den opfattelse at kunst, det skulle man have. Og det var også noget, man skulle fremme. Men det er det jo ikke i dag. Kunstner, så er du nasserøv ikke? Hvis ikke du, som ung, slet ikke kan tjene en milliard, ikke? Og det kan vi ikke alle sammen.
Den 13. februar, kl. 14, åbner en retrospektiv udstilling af Jeff Ibbos værker fra 1970 til i dag. Det sker i Portalen/Hundige. Læs mere her: UDSTILLING