Dette er den første Artmoney i en serie på 10. Serien viser, hvordan mit job som intensivsygeplejerske påvirkede mig, mens jeg arbejdede med Corona patienterne.

Men faktisk var det IKKE patienterne, der endte med at slå mig ud. Der var selvfølgelig angsten for, om jeg selv blev smittet, men mest  var det omstændighederne, måden, vi som sygeplejersker blev behandlet på af LEDELSEN. Den her underlige størrelse, som vi aldrig rigtigt mødte, men som ustandselig greb ind i vores arbejde og dermed i vores liv. Jeg har aldrig før i mit arbejdsliv, følt mig som en BRIK , som nogen -  LEDELSEN kunne flytte rundt med, som de ville. 

Vi blev aldrig spurgt - og fik derfor aldrig mulighed for at sige JA......

Vi endte med at føle os som LUDO-brikker i et spil, vi ikke have indflydelse på, men alligevel stod midt i. 

Mange af os fik forskellige symptomer: dårlig søvn , uro og glemsomhed. Og det sidste er altså ikke sjovt at opleve, når man arbejder på en intensiv afdeling.

Nu er vi hjemme  i vante omgivelser , men vi blir aldrig de samme igen.