Udstilling i Galleri Kbh Kunst

Nefelibatas - Surreal fables

Fernisering: lørdag d. 14. april kl. 13-16

Udstilling: 14. april - 5. maj

Det man ser når man har hovedet i skyerne.

Nefelibata er portugisisk og betyder ”sky-vandrer”. På den nye udstilling hos kbh kunst beskriver det én der lever i sin egen fantasis højere luftlag, og er ukonventionel i hverdagslivet såvel som i kunsten. På udstillingen præsenterer tre kunstnere, som alle tillader sig at drømme med ganske åbne øjne, nye værker, der forholder sig særdeles frit til en genkendelig virkelighed. Eventyrlige og fabulerende motiver og temaer har fået form og farve, og truer så herligt med at løfte vores kældergalleri til langt over byens tage. Og en udstilling i de højder kan man jo kun gå opløftet fra.

Kunstanmelder og redaktør Tom Jørgensen om Kitt Buch: ”Hun viser os som hele mennesker: sårbare, tvivlende, kærlige, ubalancerede og frygtsomme. Nogle gange skal der bare dekonstruerede eventyr til for at demonstrere præcis dette. Med sin sikre og levende streg og frodige og usentimentale fantasi har Kitt Buch fundet sin helt egen stil og sin helt egen plads i den danske kunstverden.” 

Forfatter Marius Nørup-Nielsen om Lisbeth Thygesen: "I en verden, hvor alt bliver målt, vejet og dissekeret, transcenderer Lisbeth Thygesen det fysiske. Hun undersøger det, der nærer fantasien, det uforklarlige lige under vores næse, bag vores lukkede øjne og dybt i vores drømme. Følelser, fornemmelser og visioner bliver billedliggjort med udførligt malede fugle, dyr, planter og mennesker forbundet i et væld af detaljer og symboler i drømmeagtige landskaber." 

Poul Brasch, skribent ved Kunstavisen om Christina Elvira Godsk: “...Øjnene sidder næsten på siden af hovedet og kan se hele vejen rundt. Naive og håbefulde er de store øjne. Ikke helt sikker på verdenen, der ofte overrasker knap så troværdig og venligt. Usikker på egen rolle i livets store spil. Symbolik er en stor del af Christina Elvira Godsks billede univers. Et enkelt billede kan sige en hel masse om hvordan vi alle har det. Følelser og længselsfulde tanker springer frem fra lærredet.”

På udstillingen “Nefelibatas” giver de tre kunstnere hver deres bud på den surrealistiske fabel og det figurative udtryk.

Program:
- 13.30 Velkomst v. gallerist Helle Borre.
- Derefter: De tre kunstnere fortæller kort om deres kunst, og man har mulighed for at stille spørgsmål.
- Bandet Reddie & Abel kommer og spiller.

Galleriet byder på lidt til ganen og alle er naturligvis velkomne!

Location:
Østersøgade 34, Kbh K., Denmark
Date:
Event admin: Kitt Buch